Efter nogle overvældende dage i verdens hovedstad New York, skulle vi videre til en lille by i Maine kaldt Cherryfield. Hverken Sara eller jeg havde forventet det store af denne del af turen, da vi begge er storbyspiger. Sara skulle bare lige have ordnet nogle ting, mens vi kunne bo gratis, og så videre. Men, men, men .. Må indrømme at Maine slog benene væk under mig. Der er så smukt at man ikke tror sine egene øjne, og befolkningen i den lille by, langt væk fra alting var så søde og imødekommende.
Den første aften gik Sara og jeg en lille tur i nærområdet, og beundrede den uimodståelige smukke natur. En ældre dame åbnede hendes vindu og inviterede os indenfor, mens vi fik hele hendes livs historie og sladder om folk fra byen. En virkelig sjov oplevelse!
Det østligeste punkt er i Maine, og kun 2 timer fra hvor vi boede. Så en sen eftermiddag, valgte vi at køre derhen. Vi kørte og kørte og lige pludselig endte vi denne kø, som ventede på at komme over til Canada. JA CANADA! Vi havde overset vejen vi skulle have drejet ned på, og kunne nu ikke vende om. Så vi tog en aften tur til Canada og spiste aftensmad.
Der var bare den lille detalje, at hverken vores gps eller mobiler virkede i Canada. Så da vi skulle hjem ad, kunne vi selvfølgelig ikke huske vejen og kørte nu forvirret rundt, uden mobil eller gps i bælravende mørke. For hvis der er noget USA er gode til, så er det at gå fra dagslys til gyserfilms mørkt på ingen tid! Vi var selvfølgelig også endt i et område hvor der var flere træer end huse, og de få huse vi så kørte forbi var helt mørke. Første efter 30-45 min, fandt vi et hus med lys, og heldigvis med en sød ejer, som kunne vejlede os i den rigtige retning.
Endelig nåde vi til grænsen. Men som om vores vildfarende køretur ikke var nok, så var den amerikanske grænsekontrol meget skeptiske overfor vores tur til Canada.
Så vi blev tilbageholdt i knap en time, mens vi blev udspurgt om hele vores privatliv og rejse, alt i mens at vores bil blev kigget grundigt igennem.
Ikke før de havde fundet vores Pizzabon, fra pizzeriaet i Canada, fik vi lov til at køre videre.
Heldigvis er både Sara og jeg nogle stædig typer, så på trods af klokken næsten var midnat før vi fik lov til at komme ind i landet igen, formåede vi at finde det østligeste punkt i USA :D
Vi havde også en spøjs tur til et af de lokale markeder, som vi havde fået anbefaldet. Dette skulle være et marked for økologi og sundhed. Personligt vil jeg nok kalde det for et hippie-marked, hvor hverken Sara eller jeg passede særlig godt ind. Så vi formåede at bruge længere tid på transport frem og tilbage, end på selve markedet. Men det var da helt bestemt en oplevelse!
Vores sidste dag brugte vi på Bar Habor, som er en by på øen Mount Desert Island. Et rigtig turist sted hvor alle de store stjerner, før i tiden, havde luksuriøse sommerhuse. Vejret var koldt og blæsende, og manden vi boede hos kendte kaptajnen på et at bådene, som gav små udflugter. Vi gik ombord for at sige hej, og kaptajnen spurgte om vi ikke ville med. Sara og jeg frøs allerede, men kunne ikke få os selv til at sige nej til sådan et tilbud. Så der sad vi i 2 timer, midt ude på vandet og frøs mere og mere ind til forvoksede isterninger. ... Men så har vi også prøvet det :b
Alt i alt, en rigtig dejlig tur med en masse anderledes oplevelser.
